Granit er en fællesbetegnelse for bjergarter, der dannes over mange millioner år. Ikke to stykker granit er ens, hvilket gør hvert stykke rent optisk unikt. Særprægene er forårsaget af naturens påvirkninger der giver hvert stykke granit ”personlighed”, charme og viser dets ”livserfaring”.
Forklaring af forekomster/kendetegn ved granit
Nedenfor har vi beskrevet og forklaret de naturlige forekomster/kendetegn, der findes i de forskellige granitsorter og som man bør være opmærksom på, når man vælger granit, da det ikke må forveksles med reklamationer.
Beskrivelser af naturlige forekomster/kendetegn i granit
Småhuller / Revner:
Findes i næsten alle typer af natursten. Huller (tarolli) er en aflejring af et lille dyr eller svamp som er rådnet eller formuldet væk. Revner (svindrevner) er den afstand, som naturen har skabt mellem de forskellige forekomster i en granittype, når en sten under stort pres og meget kraftig varme smelter sammen over millioner af år.
Naturpletter – mørke / lyse:
Forekommer oftest på finkornede typer af granit. Naturpletter fremtræder som mørke eller lyse pletter af varierende størrelse. Pletterne kan være ensfarvede eller bestå af flere farvevarianter. Disse pletter kan ikke undgås.
Overfladebehandling:
Den kløvede overflade på granitpladen bliver smurt ind i et tykt lag naturhulsforsegler. Når forsegleren er tør, bliver granitpladen poleret blank. Denne overfladebehandling lukker næsten alle huller og revner, hvorefter granitpladen fremstår med en meget blank overflade, der samtidig er afvisende for fugt, skidt og fedt.
Farvevarianter / Årespring:
Plader med disse naturaftegninger kan variere meget, idet der kan forekomme store farveforskelle på samme granitplade. På nogle granittyper kan det virke som om visse områder mangler den originale bundfarve. På andre typer kan der forekomme store åreaftegninger, som pludselig bliver brudt af en tværgående åre eller tynde streger, som kan ligne revner. Disse granitplader er meget flotte, for dem som kan lide den rå natur. Når kunder køber disse typer af granitplader til køkken og bad, skal man være sikker på, at kunder har forståelse for naturens luner.
Stormønstret:
Disse mønstre kan fremtræde som forskelligt formede sten der er klemt sammen, eller som store og små åre der løber i forskellige retninger.
Slibemærker:
Forekommer på alle typer natursten med en matslebet overflade. Slibemærker vil oftest være cirkelrunde i aftegningerne, da det er slibeklodserne, der laver mærker under slibning. Slibemærker kan ikke undgås på matslebne sten, da det er sidste slibeklods inden polering, der laver disse mærker.
Vedligeholdelse af Granit, marmor og skifer
Granit vedligeholdelse
De fleste former for rengøringsmiddel- f.eks. sæbespåner, brun sæbe og sulfo kan anvendes. Ved kalkdannelse anvendes eddikesyre til afrensning. For at få en mere fedtafvisende og blank overflade kan man polere pladen med flydende voks eller Møller´s Granit Stenolie, som kan bestilles, så den følger med ved levering. Pladerne kan blive lidt mørkere med tiden og efter oliering af pladerne.
Skifer vedligeholdelse
Det anbefales kun at bruge skiferolie til vedligeholdelse. Dog kan man bruge de fleste former for rengøringsmiddel- f.eks. sæbespåner, brun sæbe og sulfo kan anvendes. Inden brug bør pladerne rengøres og tørres med en blanding af hvid vaselineolie og terpentin 1:1, pladerne skal være helt tørre inden olien påsmøres.
Marmor vedligeholdelse
Anvend kun rent vand, sæbespåner eller brun sæbe. Marmor tåler ingen form for syre.